I den sociokratiske mødefacilitering indgår en detaljeret trin-for-trin proces til møder, som er designet til at frembringe den kollektive intelligens i jeres team. Ved at invitere medarbejderne til at tage initiativ ifht. de problemer og muligheder de ser, samtidig med at teamet i en målrettet og fokuseret proces inviteres til at stille alle de nødvendige kritiske spørgsmål, sættes hvert team i stand til at handle autonomt og agilt, idet alt, hvad de gør, har en tydelig kvalitetssikring.
I løbet af workshoppen vil I lære og forstå principperne bag samtykkeprocessen, som er grundlaget for en række af de agile metoder, der vinder frem i disse år. Samtykkeprocessen deler en beslutning op i tre tydelige trin, der understøtter teamets samarbejde og beslutningens kvalitet ved at følge den logiske rækkefølge for at komme frem til den bedste beslutning: Forstå, Undersøg og Beslut. Før vi kan beslutte, hvordan vi vil handle, må vi undersøge mulighederne for at handle. Før vi kan undersøge mulighederne for at handle, må vi forstå, hvad problemet er.