Er du Aleks?

Hvad sker der når vi konflikter? Og hvad råder forskningen os til at gøre i en tilspidset situation? Adjunkt, mægler og vagtmand (samt partner i Crossing Circles) Thor Clasen Jonasen forklarer her neurobiologien bag konflikter.

Har du nogensinde stået midt i et skænderi og tænkt ”Damn, det er fristende at sige noget grimt, men jeg ved, at hvis jeg gør det, så bliver situationen nok ikke bedre”? Og har du så prøvet, at du sagde det grimme alligevel, og se bare: ”Det blev ikke bedre”? Jeg har i hvert fald, og i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne jeg se, at mine handlinger nok ikke bidrog til, at den svære situation blev bedre. Det gjorde mig nysgerrig. Hvorfor gjorde jeg det alligevel? Og hvordan kan jeg – når jeg står midt i en konflikt – hjælpe til at situationen bliver bedre?

For at kunne forstå hvad der sker, og hvad vi kan gøre for at gøre det bedre, er det en hjælp, hvis vi forstår, hvad konflikter er, hvornår der er en, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og hvad vi kan gøre for at gøre noget andet. Og hvad er det med Aleks? Det kommer jeg ind på senere.

Hvad er en konflikt?

Ordet konflikt stammer fra latin ”con” og ”fligere”. Con betyder sammen, og fligere betyder stød. En konflikt er altså, når der er et sammenstød. Og sammenstød vil der være, når grænseflader mødes. Konflikt er med andre ord et grundlæggende vilkår i livet. De vil altid være der. Det er med Williams Urys ord ikke et spørgsmål om at få færre konflikter – løse konflikter og få dem til at forsvinde – men om at finde ud af, hvordan vi kan være i dem; hvordan vi kan få bedre konflikter.

I litteraturen beskrives konflikter ofte som havende to elementer: Relationen og sagen. Og så er der forskellige tilgange til hvor meget de to vægter i konflikterne. I den juridiske verden er der (næsten) kun fokus på sagen, i den mere terapeutiske (næsten) kun på relationen. I ”Konflikt og kontakt” definerer Hammerich og Frydendahl at ”konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og imellem mennesker” og prøver på den måde at forene det relations- og sagsfokuserede.

Jeg går skridtet videre og bruger en definition, der opløser skellet imellem sag og relation samt inkluderer den enkelte: Der er en konflikt, når man har en oplevelse af kontakt af en ringe kvalitet med en anden, samtidig med, at man oplever en spænding – ofte i maven. Denne definition muliggør, at den enkelte kan arbejde med konflikten, uanset om den anden er enig i, at der er en konflikt. Derudover ligger der i definitionens fokus på kontakt-begrebet en inklusion af, at kontakt både kan være relations- og sagsorienteret.

Hvad sker der egentligt, når man oplever en spænding?

Den spænding, du oplever i maven, er en del af det der kaldes den sympatiske reaktion. Og det er ikke fordi det er en venlig reaktion. Det er fordi den nerve, der spiller en central rolle i reaktionen, hedder sympaticus. Det er en meget kompleks reaktion, så her følger en grov simplificering af hvad det er, der sker: Når man oplever spændingen i maven sker det blandt andet fordi man får et forhøjet kortisol-niveau. Kortisol er et signal- og stresshormon. Det kaldes også nogle gange ”kæmp eller flygt”-hormonet. Det hormon fortæller din krop, at nu skal du være klar. Du oplever hjertebanken, forhøjet blodtryk og måske svedige håndflader. Kroppen skal sørge for, at der kommer ilt og sukker ud til dine muskler. Derfor forhøjet blodtryk og hjertebanken. Det sørger også for, at blodet primært bliver brugt til musklerne og ikke så meget til dine indre organer. Det er den spænding, du kan mærke i maven.

Det er effekten af den sympatiske reaktion syd for halsen. Nord for halsen sendes der mere blod til det limbiske system og din amygdala. Førstnævnte styrer din krop og dine følelsesmæssige reaktioner – dine følelser. Sidstnævnte er der, hvor de fleste beslutninger bliver taget. Amygdalaen har den fordel, at den kan reagere hurtigt, mest fordi den primært tænker i binære koder: Rigtigt/forkert, levende/død, sort/hvidt, ven/fjende. Den forholder sig ikke så meget til nuancer.

Blodet bliver primært taget fra vores frontallapper, som er der, selvets vetoret sidder. Når amygdalaen har taget en beslutning, kan frontallapperne træde lidt på bremsen og sige ”Måske det var en god idé at tage den her lidt sværere vej?”. Derudover er noget af frontallappernes funktion at gøre os empatiske; altså forstå andres reaktioner, se nuancer i sager og være rationelle.

Især det med empatien går to veje. Udover at kunne forstå andres reaktioner og subjektive verden bruger vi også empati til at kunne aflæse os selv. Den evne mister vi, når vi står midt i en konflikt med forhøjet kortisolniveau. Det kan ses i sproget. Vi taler om at være ude af os selv eller neurotiske, når vi mister ”jeg-styring”. Og så er det, at vi alligevel siger eller gør det grimme, som vi – hvis vi havde haft vores frontallappers fulde brug – nok havde ladet være med. Den tilstand hedder også aleksitymi: Det kommer fra græsk og kan deles op i to: ”Aleksi” – manglende evne til aflæsning og ”tymi” – følelser. Når man er i en konflikt oplever man altså en midlertidig manglende evne til at kunne aflæse sine egne følelser – kvaliteten af kontakten med en selv forringes.

Hvordan genaktiveres frontallapperne?

Så spørgsmålet er, hvad man kan gøre. Det handler først og fremmest om at give sine frontallapper en kickstart. Og der er spørgsmålet ”Er jeg Aleks?” en måde at gøre det på. Det sender os momentant frem i frontallapperne, og hvis vi kan blive dér, er der mulighed for, at vi kan lade være med at gøre eller sige det grimme til den anden, der gør det hele værre.

Der er mange andre relevante værktøjer til at forstå og agere i konflikter. Der er analyseredskaber til at forstå konflikters dynamik: Konflikttrappen, konfliktens sfærer og konfliktens dimensioner. Der er low arousal-redskaber; vejrtrækningsøvelser og ikke-voldelig kommunikation. Fælles for alle disse er, at de primært forudsætter, at vi har adgang til den fulde brug af vores frontallapper. Så når vi befinder os midt i en konflikt, er det lille spørgsmål ”Er jeg Aleks?” et rigtigt godt sted at starte for at få gang i frontallapperne.